Seneste nyt | Kontakt | Presse
26. november 2022 |
ARTEFAKT – Naturen genskabt |
|
---|---|---|
Jane Balsgaard
|
Fernisering lørdag den 26. november kl. 11.00
De tre kunstnere har tidligere arbejdet sammen i kunstnergruppen Transit, hvis kendetegn var samskabende installationsudstillinger tilpasset det enkelte udstillingssted og ofte med et fælles tema. Således også i Kunstetagerne, hvor Balsgaard, Glarbo og Smelvær har taget udgangspunkt i naturen, både i materiale- og temavalg
Det fælles udgangspunkt er en undersøgelse af ’artefaktet’, en menneskeskabt genstand med et praktisk, rituelt eller æstetisk indhold. Artefakter fremstår som en modsætning til det naturskabte, og da et kunstværk er indbegrebet af et artefakt, spørger udstillerne, hvad der sker, når man søger at genskabe naturen i en kunstnerisk sammenhæng? Kan man ved at bruge naturmaterialer bringe kunsten tilbage til naturen og måske ligefrem forene natur og kunst?
Jane Balsgaard arbejder med grene og håndgjort papir. I udstillingen viser hun bl.a. en hel sværm af papirflyvere, som svæver over en malet klode, og en samling abstraktioner over skibsformer. Vibeke Glarbo skaber bl.a. en bornholmsk hasselskov midt i Kunstetagernes udstillingslokaler. Dette stykke ”kunstige” natur er tilgængeliggjort ad en gangbro. Britt Smelvær tager afsæt i indsamlede plantedele fra sit sommeratelier på Langeland. Fra bittesmå skulpturer til vægstore tapeter undersøger hun naturen helt tæt på. Udstillingens katalog dokumenterer de tre kunstneres installationer og udkommer derfor først, når alt kan fotograferes.
Udstillingen er støttet af Svend Nielsen og Herdis Mygind Fond, Velux Fonden og Mariagerfjord Kommune. Kunstnerne har modtaget produktionsstøtte fra Statens Kunstfond..
Omvisninger torsdagene den 1. december, 5. januar og 2. februar kl. 15.
Kunstnermøde med Vibeke Glarbo lørdag den 28. januar kl. 11.00. Gratis for kunstforeningens medlemmer, øvrige kr. 50. Billetter i døren.
|
|
Vibeke Glarbo
|
||
| 26. november 2022 |
CIRKELINE og den illustrerede børnebog |
Hanne Hastrups Cirkeline-tegninger
|
Udstillingen præsenterer tegneren Hanne Hastrups originalillustrationer til bøger og film om den lille alf Cirkeline. Mange husker nok den underfundige og livskloge lille pige med det runde hoved og den mariehøneprikkede kjole. Nu bliver der mulighed for at se tegningerne helt tæt på og opleve illustrationskunstens balance mellem gentagelse og variation.
I samarbejde med Mariagerfjord Bibliotekerne udstilles samtidig en lang række prisbelønnede illustratorers arbejde med børnebøger. Siden 1979 har Kulturministeriet præmieret årets bedst illustrerede børne- og/eller ungebog. De fleste af de mange prisvindere er repræsenteret blandt bøgerne i udstillingens læsehjørner. Her kan man i ro og mag fordybe sig i illustration og tekst, måske endda læse en historie højt for hinanden.
SORTE FUGLE – Ursonate er billedkunstneren Erik Argus’ kalligrafiske fortolkning af den tyske kunstner Kurt Schwitters’ lyddigt ”Ursonate” fra 1932.
Argus lyttede til en indspilning af lyddigtet, mens han skabte de store tuschtegninger, og resultatet er blevet et på én gang dragende og ulæseligt, kalligrafisk skriftsprog af stor styrke og skønhed. Erik Argus tegnede værkerne til en temaudstilling med sammenslutningen Jylland i 2013, og han har nu skænket de ni tegninger til Hobro Kunstsamling, som hermed præsenterer dem for Kunstetagernes publikum.
|
|
Erik Argus
|
||
|
Hobro Kunstsamling har siden 1975 arbejdet for at bringe god kunst til Hobro Kommune, fra 2007 til hele Mariagerfjord Kommune. I Kunstetagerne inddrages værker fra samlingen i relevante udstillinger, og på øverste etage ses en udstilling af skulpturer, skitser og forarbejder fra samlingen. Der vises værker af blandt andre Veo Friis Jespersen, Vibeke Glarbo, Sigrid Lütken, Hans Jørgen Nicolaisen, Lisbeth Nielsen, Bjørn Nordahl, Bent Sørensen og Ejgil Westergaard.
Hobro Kunstsamling står bag opstillingen af flere end 50 skulpturer i Hobro. I vores nye ”KUNST I HOBRO – Guide til kunsten i det offentlige rum” hvor man kan læse om skulpturerne og følge de syv spor, der fører rundt til de mange værker.
KUNSTETAGERNE HOBRO
St. Torv, 9500 Hobro
GRATIS adgang gennem Hobro Bibliotek
Mandag–fredag: Kl. 10.00 - 17.00
Lørdag: Kl. 10.00 - 13.00
Søndag og helligdage: Lukket
Bemærk: Lukket 4. maj. 2022