Mere om kunstnerne

Holstein, Glarbo & Lerfeldt

16. marts – 1. september 2013

 

Download Holstein, Glarbo & Lerfeldt folderen her

 

 

Bent Holstein

Bent Holstein

Maleren Bent Holstein dyrkede i mange år det æstetisk perfekte og afbalancerede. Hans lærreder var smukke og kontrollerede, slebne og forfinede. Han var aristokraten blandt sine samtidige.
Men midt i det professionelle touch lurede der altid en dirrende nerve, der gjorde, at man som beskuer blev ved med at holde øje på hans billeder. Der var - anede man hurtigt - langt mere på færde, end det man først lagde mærke til. De figurative elementer blev holdt oppe imod det flydende abstrakte. Som i en dialog. Som handlingen på en teaterscene, hvor replikker flyver henover hinanden som spidse pile og til sidst føjer sig sammen til en stor helhed.


Men billederne var først og sidst diskret eventyrlige i anslaget, sanselige indtil det nydende. Raffineret indtil det elegante. I en tid, hvor meget maleri helst skulle ligne en gevaldig morgenbrandert, ubarberet og ræbende, sjusket og vaklende, blev Bent Holstein i stadig større grad en ener. Med hans sensible sanseapparat og sit særlige gehør for farvernes musikalitet stak han indlysende af fra sine omgivelser. Som en stepdanser omgivet af trampende bondeknolde.


Alle disse kvaliteter har bestemt ikke forladt hans malerier. Han er stadig selskabets elegantier. Men modsat: Rigtigt er et, at Holstein for et par år siden pludselig kastede forsigtighed og dreven professionalisme overbord og præsenterede et maleri, der formentlig har været undervejs i længere tid. De nye malerier fra hans hånd var langt mere abstrakte i deres form end tidligere set og dog med en umiskendelig lyrisk tone over sig. Tydeligvis inspireret af hans store kærlighed til naturen.


Det blev helt tydeligt med udstillingen ” Tide Lines” som var vist hos Galleri Asbæk i år 2001. Her var det nye på færde i fabelagtig grad. Her præsenteredes et maleri, hvor følelse og sansning var skruet helt op. Det var billeder, der svævede og dansede på samme tid. Det var naturen for fuld orkestrering, set og iagttaget med skarpt og kærligt blik. Men det var også billeder fulde af ro og harmoni – sitrende energi. Bent Holstein er ikke for ingenting en passioneret lystfisker. I mange år har han jævnligt fisket ved Floridas kyster. Her har han stået i vand til knæene i timevis med sin fiskestang hævet og set udover et uendeligt hav, hvor blåt,grønt og alle de mange nuancer imellem flakser henover horisonten i et ustandseligt og knitrende samspil mellem vand,luft og himmel. Om morgenen har havet glimtet som nyslået stål og om aftenen har vandet været blankt som messing. Ofte har det ikke været til at se forskel på luftens og vandets farveskift. Her har han fået bid i mere end én forstand, for der midt i det bevægelige krydsfelt mellem lufthavet og himmelspejlet og de evigt gyngende vandmasser har han sanset og indfanget naturens store værksted for fuld udblæsning. Her har han fundet sit motiv og formået at skildre det med al den følsomhed og præcise sans for de mange nuancer og mellemtoner, som det fortjener. Mindre dygtige folk end Bent Holstein var måske gået ned på denne vældige maleriske udfordring, men Holstein er vokset med denne mægtige opgave. Han er nået i land med det hele gemt i sin hukommelse og i sin nethinde. Og han har fået det fæstnet på sine lærreder. Som en fisker vel i land med sin store fangst.


Man har Bent Holstein mistænkt for at spille (male) efter gehør, som kun en rigtig dreven musiker kan gøre det. Han improviserer - i lange smukke forløb. Han har løsnet op for sine pensler, akkurat som den musiker, der år efter år er gået ind på scenen og spillet sine numre med sikker myndighed – og nu pludselig giver sig til at improvisere. Frejdigt og fængslende. Til sin egen og andres overraskelse. Alligevel er det ikke spor overraskende for de, der har fulgt hans maleri igennem nogen tid. Det har været længe undervejs. Det har stukket hovedet frem før. Denne lyst til at give los. Denne temperamentsfulde lyst til at skrue helt op for sit maleri og lade det flyde ubesværet.


Resultatet er forunderligt og bevægende. Der er i al forstand tale om lykkelige billeder. Bent Holstein er mere end nogensinde blevet en passioneret billedmager. En digter på sit felt.

Af Ole Lindboe er redaktør af Magasinet Kunst.

 

 

 

Vibeke Glarbo

Vibeke Glarbo

Født 1946


Uddannelse 1968 Oldnordisk og dansk litteratur, Filosofikum Københavns Universitet.1969-76 Det kongelige danske Kunstakademi billedhuggerskolen hos Mogens Bøggild og Svend Wiig Hansen. Her blev hun uddannet i den klassiske billedhuggertradition. Hun har lært det klassiske figurative formsprog med iagttagelse og opmåling af menneskekroppen, og at arbejde med formen som det yderste, en volumen, der øver tryk indefra. På Kunstakademiet, hvor hun modtog en sølvmedalje, har hun tilegnet sig en grundlæggende fornemmelse for form og rum, som kun ganske få billedhuggere i hendes generation behersker. Her adskiller hun sig suverænt fra sine samtidige. Citeret fra det indstillingspapir, der gav hende statens livsvarige ydelse i 2008.


Til det offentlige rum har hun udført en række udsmykningsopgaver, ofte med skulpturer i bronze og støbejern. Hendes bronceskulpturer fører tankerne hen på Giacomettis sparsommeligt, stiliserede –
ind til det allernødvendigste – udførte portrætter af menneskekroppen, som har udgangspunkt i det
figurative, men som i det stiliserede formsprog formår at udstråle budskaber, der tiltaler det mytiske intellekt. Sigrid Lütken henledte Kunstsamlingens interesse på den kvindelige kollega. I Kunst i
Hobro I-II kan Vibeke Glarbo følges fra hendes første udstilling i det Røde pakhus på sydkajen på Hobro havn. Ligeledes han man læse om hendes store udsmykning på Alderdomshjemmet, på Elevatorpladsen
på Havnen og på pladsen foran Danmarks Tinglysningsdomstol i Hobro Nord. V.G. udstiller permanent forskellige steder i byen. På Cemtec hos Erhvervschef og firmaer, i indgangen til Borgmesterkontoret.
På Bymarksskolen ses hendes ”Gotisk tårn”.


Indstillingen til den livsvarige ydelse, som skrives af Statens Kunstfonds Repræsentantskab slutter:
”Vibeke Glarbo arbejder med fokus på fordybelsen i det hun vil udtrykke. Hun er kompromisløs i valget af udtryksformer og materialer, om end hendes rumskabende værker ikke er let omsættelige. Både med hensyn til den eksperimenterende ånd i installationer, skabt til store rum , og i udførelsen af værker med blivende karakter, har Vibeke Glarbo placeret sig afgørende som en af vore bedste kvindelige billedhuggere. Hun vil være en værdig modtager af den livsvarige ydelse. Ved en tildeling af en livsvarig ydelse til Vibeke Glarbo, vil vi sikre en fortsat kunstnerisk produktion og påskønne en nyskabende udvikling for en kunstner, der med sine 62 år befinder sig i toppen af sin kunstneriske udvikling”.


Disse ord blev forelagt Folketingets Finansudvalg før Kulturministeren kunne tildele.


Der er fuld fart på kunstneren, som har arbejdet over det meste af verden. Et af hendes sidste værker er filmen Apollo goes to America i samarbejde med hendes mand, filmfotografen Torben Glarbo og med choreografi af Tim Rushton. Olaf Sørensen ledsager filmen med sin udgave af ”Beautiful” på sin saxofon.

 

 

 

Hans Henrik LerfeldtKunstetagerne

Hans Henrik Lerfeldt

Tekst af Svend Nielsen

Blev kort efter fødslen i Århus 1946 adopteret af sognepræst Erik Lerfeldt og hustruen Kirsten født Wilkenschildt og bragt til Engen i hjertet af Hobro mellem Vesterfjord og Hobro Østerfjord. Engen og dens mennesker fortalte Hans Henrik om i nogle timer da jeg sidste gang besøgte ham på Østerbrogade yderst mod Hellerup.

På Engen boede han indtil 1958 hvor familien fik ham indlagt på Børnepsykiatrisk afdeling i Århus og kort efter blev han sendt til Himmelbjerggården ” de var temmelig tydeligt heavy overfor mig. Forklarede mig at der skam var noget i vejen med mig. Jeg var karakterafviger …. Jeg følte at det førte til at mine forældre skilte sig af med mig, at de simpelthen bare ikke ville have mig … jeg skulle afleveres tilbage til det offentlige”. To mennesker/familier på Engen havde Hans Henrik veneration for, Tømmerhandler Martin Schnoor og Nelly Sander. Familien Schnoor som forsvarede ham på trappen op til forældrenes hus mod udskældninger og beskyldninger, familien Sander der åbnede deres hjem så Engens børn kunne opleve det nye og første fjernsyn. I samtale og billedbogen fra 1985 med Christian Kampmann fortæller han om faderen ” Noget af det første jeg tegnede var illustrationer til Edgar Allan Poe. Jeg var dreng, og min far læste op efter middag. Jeg lå på gulvet og lyttede, og somme tider lavede jeg billeder imens. Han læste alle klassikerne op. Jules Verne, Lewis Carroll. Alice i Eventyrland gjorde et kæmpeindtryk på mig, det der med at der blev serveret en hel anden verden, en omvendt verden, hvor alting kunne ske. Det satte noget i gang”.

Fra HHL. var 11 og til hans 18 års fødselsdag var han på hjem efter hjem og mens han fra 1962 til
66 boede på Hvidborg i Hvidovre fulgte han et toårigt tegnekursus på Glyptoteket. 1964 blev han myndig. Uden økonomisk støtte af nogen art blev han optaget på Kunstakademiets Grafiske skole med lærere
som Palle Nielsen, Holger J. Jensen og Søren Hjorth Nielsen. 1967 debuterede han på Charlottenborgs Forårsudstilling. I 1989 døde han 42 år gammel med et stort livsværk efterladt. Billeder som malerier
og akvareller, billeder i alle de grafiske teknikker. Plakater vidt solgt, der iblandt hans portræt af den
80 årige Karen Blixen.

Der er mange bøger af og om ham. Christian Kampmanns billed- og samtale bog på Tiderne Skifter 1985 fører tæt til kunsten og manden. 1990 udsendtes ” En blå verden”, redigeret af Claus Clausen, i Gyldendals bogklubber. I 1990 havde Torben Skjødt Jensens film ” It is a Blue World” biografpremiere. Flere kunsthistorikere har analyseret Lerfeldts kunst og placering, men ingen så intenst som Jens Jørgen Thorsen i sine bøger ” Modernismen i dansk malerkunst” ,” Hans Henrik Lerfeldt havde tilknytning til Galerie Passepartout en kort periode i 70erne men han gik helt sine egne veje. Hans udgangspunkt var Wilhelm Freddies magiske periode, hvor virkeligheden og drømmen, kroppe og horisonter og hudløs angst smeltede sammen i latterens billedunivers. Hans Henrik begyndte med det grafiske – Akademiets grafiske skole. Kbh. 1965- 70 – med akvatintens silende halvmørke. Og ud af det mørke begyndte han så at trække silkeskinnende kroppe, de sorte strømpers, piskens, de spredte lårs, de svirrende insekters og de våde kussers liderlige luftkasteller. I fuld offentlig svinskhed – bagved et Goyaagtig slør af farvetonerne –skriger hans arbejder lystigt under piskesmældene fra den tabte dyd. Mens verden og billedet standser et magisk øjeblik før fluerne, den forvrængede mund og de opknappede bukser synker tilbage i den sivende skumring. Med sit mørke uforglemmelige galleri af forvredne kroppe fra Sigmund Freuds bagbutik og med sin skarpt tegnede vision, trækker Lerfeldt linjen tilbage til Marquis de Sade. Langt udover billedhorisonten for danske kunstnere. I Paris opstod mellem verdenskrigene de ” Forbandede Malere” (les peintres Maudits). Kunstnere som Soutine og Modigliani. De forbandede Maleres familie strækker sig gennem historien. Medlemmerne er får. Men de er alle sammen enestående. Lerfeldt er ingen undtagelse.”

 

 

Troels Andersen

Tale ved åbningen af udstilling af Steffen Jørgensen, Kai Führer og Hans Jørgen Nicolaisen, Kunstetagerne, Store Torv i Hobro den 12. marts 2011.

Der er historiske linier igennem dansk kunst, som man sjældent gør sig klart. I Hamborg kan man i øjeblikket se en stor udstilling af Philip Otto Runge, der var elev omkring år 1800 på det danske kunstakademi, hvor han nåede at have både Jens Juel og Abildgaard som sine lærere. Han udviklede siden en beskrivelse af alle farver i en farvekugle. Runges farveteori var, som Goethes farvelære, der optog digteren gennem det meste af livet, et opgør med den naturvidenskabelige forklaring på farverne, som Newton havde givet. Runges ideer vakte i højeste grad Goethes opmærksomhed, da Runge, kort før sin alt for tidlige død, forelagde ham sit værk og Goethe indsatte et brev fra Runge som afslutning på sin egen farvelære.  

 

Runge var således den første kunstner med tilknytning til dansk kunst, der opstillede en  i øvrigt stadig gyldig farveteori,  men denne indsigt satte sig dog langt mindre spor i hans egen kunstneriske praksis. Her stod tidens krav om trofasthed mod de klassiske forbilleder og kravet om efterligning af naturen - mimesis -  over den abstrakte indsigt i farvernes væsen.

 

Nogle kunstneres værker og deres forudsætninger skydes ofte til side i den almindelige bevidsthed og kommer let til at ligge i skygge af andre. Det gælder de kunstnere, der har arbejdet og arbejder i skyggen af den spontan-abstrakte tendens i Danmark. For mig har opfordringen til at tale her i dag været en anledning til at reflektere over forbindelserne mellem teori og praksis hos så vidt forskellige kunstnere som Willumsen, Aksel Jørgensen, Richard Mortensen og så de to malere på udstillingen. Men i øvrigt har alle de tre kunstnere beskæftiget sig indgående med billedkunstens grundbegreber og søgt at omsætte dem i deres praksis. 

 

Steffen Jørgensen begyndte sit livtag med billedets teori og praksis med udstillingen ”Pyramiderne” i 1967. Den blev ledsaget af en udførlig, teoretisk beskrivelse, hvori han tog kritisk stilling til renæssancens og det tyvende århundredes, især surrealisternes og konstruktivisternes æstetik. ”Pyramiderne”s udgangspunkt vart cirklen, kvadratet og en ligesidet pyramide, og Steffen Jørgensen skabte variation gennem systematiske, beregnede forskydninger i synsvinkler og planer. Det var her jeg kom til at tænke på Willumsen, i hvis forstudier man kan se, hvorledes han i sine studietegninger og forarbejder til større værker nøje undersøger, hvad skift i synsvinkel betyder for den perspektiviske gengivelse af et objekt.

 

”Pyramiderne” var til det yderste forenklet, de former, der fremkom ved de systematiske variationer, blev alene markeret med sort og hvidt. En sådan rensning af sproget havde meget til fælles hvad der samtidig skete på andre områder, i litteraturen Per Højholts og andres systemiske digte, i musikken f. eks. Henning Christiansens ”Perceptive Constructions” og hans to ”arkadiske” og ”rokadiske” kvartetter.

 

Siden da har Steffen Jørgensen fortsat sine undersøgelser og indirekte sin diskussion af fortidens æstetik i billedrækker med udgangspunkt i forud givne, gerne matematisk begrundede eller reflekterede billeddannelser. Forholdet til renæssancens rum og gengivelse af objekter i rummet tog form af projektioner af f. eks. et kranie på en sort baggrund, der ikke kunne undgå at bringe de spanske 1600-tals stillebens afgrundsmørke baggrunde i erindring. I dette uendelige og ubegrænsede rum, som den sorte flade suggererer, træder genstanden - kraniet - frem stærkt belyst, skildret med stor præcision, helt ned til kraniesømmenes zig-zaglinier. Detaljens nærhed er med til at fremkalde den rumlige illustion. Endnu en gang er det således spørgsmålet om synsoplevelsen og dens natur der bliver stillet.

 

Pyramiderne blev kaldt ”et projekt”, ”et system af elementer til dekoration af et vilkårligt rum”. Det samme sigte har adskillige af Steffen Jørgensens senere arbejder haft. Helt tydeligt var det at se for få år siden, da en af Charlottenborgs sidesale blev fyldt af en række billeder med hvide kurver på sort bund i stadige forskydninger. Blikket gik fra felt til felt, holdt fast og dog samtidig ført ud i det konkrete rum, ud over de enkelte billedfelter. Om end skabt med et teoretisk udgangspunkt bliver billedet altid del af en synsakt. Derved opstår der forhold, som selv ved den mest præcise beregning af præmisser ikke lader sig beregne eller forudsige.

 

Måske er det her Kai Führers billeder indgår i en form for dialog. Også han valgte - efter en kort ekskurs ind i spontaniteten - at forenkle billedsproget, undertiden helt til det monokrome eller til fraværet af farve, som i Hobros betonrelief ved indkørslen til byen. Men farven spiller dog en som regel en afgørende rolle for ham. Den bæres af enkle tegn, afledt af billedets rektangel, der skaber rumlige oplevelser. Rummet er ikke illusionistisk, men - som hos en af Kais inspiratorer, Richard Mortensen - suggereret i synsakten. Mortensen stillede sine elever opgaven ” at tegne en form med eller uden kontur på et lærred i to farver”. Temaet er ”objektet i billedrummet”. Billedet bliver et synsobjekt.  

 

Måske kan det forekommet mærkeligt at gå til kunstnere af vor tid med en filosofisk bagage fra det 19. århundredes begyndelse. Men jeg vover det alligevel. Malerens opgave, siger Schopenhauer  - adskillige årtier før Cezanne -  går ud på ” at sondre rent mellem det der ved synsakten blot er en fornemmelse, altså påvirkningen af retina, det vil sige den umiddelbart givne virkning, fra sin årsag¸ det vil sige den omgivende verdens objekter, hvis anskuelse allerførst sker i forstanden, på den måde er han, når teknikken kommer til, i stand til at fremkalde den samme virkning i øjet af en helt anden årsag, nemlig ved påsatte farvepletter…”. Derved ledes betragteren uundgåeligt tilbage til den oprindelige anskuelse.

 

Hvis man trækker en linie fra Kai Führer til Richard Mortensen, kan den forlænges endnu længere tilbage - til Aksel Jørgensen, Mortensens lærer på Kunstakademiet i 1930’erne. Han skrev i 1955 i sin analyse af Jordaens’ billede Færgebåden:
 ”Fastholder man nu, at formernes eksistens som noget begrænset og endeligt er forudsætningen for rummet, skal kunstneren altså skabe et noget, der ikke eksisterer: det uendelige rum, ikke det begrænsede rum, et værelse og lignende, og dette uendelige rum eller følelsen af dets uendelighed skal fremkomme på det mest begrænsede område man kender, en plangeometrisk figur, en firkant f. eks. Altså en maler skal skabe et begreb i en visuel form. Heraf opstår da den dobbelthed, at et maleri både kan anskues og analytisk begribes. Og forudsætningen for en selvstændig kunstnerisk tankegang er til stede.

 

Går man altså ud fra, at det er kunstnerens opgave at skabe rummets ubegrænsethed på det begrænsede område en geometrisk figur er, må også oplevelsen af rummet som en totalitet udtrykkes. Dette kan kun opnås ved at fastholde det mest totale ved kunstværket, det hvori det har sin absolutte eenhed,.den geometriske figur firkanten i dens eenhed og karakter (…) og skal oplevelsens vision rumlig fastholdes, må alle de legemer, der tilsammen skaber rummet, bøje sig for rummets autoritet i kunstnerisk forstand, den geometriske figur, og deraf følger at de må respektere denne figurs karakter og væsen udtrykt gennem det som skaber og sammenholder figuren som karakter, dens konstruktion..”

For Schopenhauer var billedet ikke et mål i sig selv.. Skjult eller ubevidst må enhver objektiv betragtning af verden indebære en stræben efter at fatte ”tingenes, livets eksistens’ sande væsen.”

 

I kunsten sker dette ikke ved refleksion, men ved i ”anskuelsens naive, barnlige sprog.” at. søge at besvare spørgsmålet ”Hvad er livet”.

 

Også Hans Jørgen Nicolaisens livsværk inddrog på sin vis alle det tyvende århundredes kunstneriske erfaringer. Ikke i kritisk afstandtagen, men gennem en afprøvning af dem alle, fra den naturalistiske og ekspressionistiske gengivelse af menneskeskikkelsen til en forenkling af formen, der dog aldrig blev rent geometrisk. Hvis det er sandt, at tid og rum er de kategorier i hvilke vi kan opfatte verden, så er billedhuggerens virkefelt grundlæggende forskelligt fra malerens. Han suggererer ikke en form i rummet, men definerer dens udstrækning nøjagtigt og måleligt. Den kan antage menneskets egne proportioner, eller den kan frit definere sin egen udstrækning. Men også den er underlagt synsaktens begrænsninger og 20235865forskelligartede former, når synsvinklen ændres, den består af summen af alle dens mulige fremtrædelsesformer for vort blik. Lægger vi os på gulvet, ser vi sider af skulpturen vi ikke anede. Derfor bliver selv den enkleste form kompliceret, rummer noget uforudsigeligt. Det gælder også Hans Jørgens allermest enkle skulpturer. De bliver ved at være foruroligende, ikke til at definere. De må være det for malerne, som for os andre. En kort tid er der nu mulighed for at opleve det her overfor nogle modeller, der aldrig nåede at blive omsat i andet materiale, men som i gipsen røber hele den disciplin og kunnen, som Hans Jørgen forlangte af sig selv.

 

Udstillingsadresse:

KUNSTETAGERNE HOBRO
St. Torv, 9500 Hobro
GRATIS adgang gennem Hobro Bibliotek

 

FIND VEJ / GETTING HERE /
Wie findet man die Stelle?

Åbningstider hele året:

Mandag–fredag:

Kl. 9.00 - 18.00

Lørdag:

Kl. 9.00 - 13.00

Søndag og
helligdage:

Lukket

 

Sitemap

 

nyttige links:

Rud Thygesen Arkivet
Sammenslutningen af Danske Kunstforeninger
Kunstmagasinet JANUS